Omkring 1840 foretog Heinrich Essig, rådmand i byen Leonberg ved Stuttgart, en krydsning mellem en hvid/sort Newfoundland-tæve og en såkaldt ”Barry-han” fra kloster-hospitset Store St Bernhard. Senere blev også en Pyreneerhund tilført. Resultatet blev meget store hunde med overvejende lang, hvid pels. Essig havde som mål en løvelignende hund, idet løven indgår i byen Leonbergs våbenskjold. De første hunde, der virkelig blev kaldt Leonbergere, blev født i 1846. De forenede i sig ophavsracernes fremragende egenskaber. Allerede kort tid herefter blev mange af disse hunde fra Leonberg solgt som statussymboler over hele verden. Ved slutningen af det 19. århundrede blev Leonbergerne i Baden-Württemberg fortrinsvis holdt som gårdhunde på landet. Deres egenskaber som vagt- og trækhunde var højt berømmet. Under de to Verdenskrige og efterkrigstidens nød gik antallet af avlshunde dramatisk tilbage. I vore dage er Leonbergeren en fortrinlig familiehund, der lever op til alle de krav, vor moderne tilværelse stiller.